En hård landing

Ravello blues
22:45 var klokken blevet i går, da jeg låste mig ind i mit hjem efter 14 indholdsrige døgn i Amalfi-området i det sydlige Italien. 1600 km var tilbagelagt på cirka 12 timer.

Egentlig er det smart at rejse så langsomt: Jeg startede nemlig dagen med ikke at ville hjem. Nu gik det lige så godt med sol og fordybelse, bade- og driverliv. Men efter bil-tur i bjerg-myldretiden, regional-tog, lufthavns-tog og fly, begyndte jeg at glæde mig til at se min egen seng igen. Trods alt. Altså også selvom den står alt for langt nordpå og rystende tæt på min kontorstol …

Men det er jo faktisk meget hyggeligt at komme hjem, daske lidt rundt og så småt begynde udpakningen for at finde bl.a. tandbørsten. Lige indtil realiteterne går op for én og man bliver mindet om forskellige  huslige pligter så som indkøb (ekko i køleskab), madlavning, tøjvask .. alt det man har været dejlig fri for i 14 forrygende dage.

Wine to be

Men det værste var dog alligevel realiteterne på badeværelset, hvor jeg pludselig blev mindet om hvad der skete samme morgen jeg tog afsted til Italien: Nogle tilsyneladende vitale dele i toiletsædet opgav pludselig ævret, så at sige. Men det havde jeg jo ikke tid til at tage alvorligt den morgen.

Men det er jeg så tvunget til nu.

Det kalder jeg en brat opvågning og en hård landing: At finde sig selv alt, alt  for tæt på porcelænet (endda med den forkerte ende af kroppen)  kl 00:05 med en tommestok i hånden for at fastslå afstanden mellem de der to små huller, som det ny bræts skruer skal passe til. For hvis ikke jeg hurtigt får købt en erstatning, kan det virkelig blive en kold fornøjelse at være  tilbage på de nordlige breddegrader, hvis du forstår hvad jeg mener 😉

Tak for velkomsten, hverdag!

Share

Comments are closed.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial