Selvskrevent medlem
Findes der en klub for os der smækker os ude af hotelværelset kun iført lang (heldigvis) hygge-t-shirt? Skulle bare lige ud med strygebræt og -jern og BANG! i røg døren. Kan jo godt lide frisk luft på værelset, så vinduet var helt åbent. Ikke så smart. Så stod jeg der, på 3. sal, og kunne ikke engang ringe til en ven.
Tager man trappen eller vælger man elevatoren når man skal fra 3. sal og ned i stueetagen i et outfit man ikke engang ville vise sin bedste ven? Jeg valgte elevatoren.
Godt der var fuld gang i middagen i restauranten lige bag receptionen, så jeg helt diskret ku’ hvisle til receptionisten (mens jeg gemte mine utildækkede lårbasser bag skranken) “må jeg få et nyt nøglekort til værelse 301, lidt kvikt, tak!?”
Tror den unge mand fornemmede at jeg var en kvinde i nød. Rart når folk har situationsfornemmelse og ikke bruger tid på unødige spørgsmål.
Så vupti! var jeg i 10 lange skridt tilbage ved elevatoren, og håbede bare, inderligt, der ikke var folk i den, når døren efter ufattelig lang tid åbnede. Det var der ikke. Så jeg vælger at tro at ingen så mig.
Men hvis der er sådan en klub, så lad mig det lige vide, eller meld mig bare ind med det samme. For når sandheden skal frem var det 2. gang i dag, jeg låste mig ude. (1. gang var jeg i det mindste fuldt påklædt). test