“Ser min rø.. stor ud i den her?”
Jeg var ude i det danske (sommer)land i lånt sommerhus for nylig. Og jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke ved hvem ejeren er, eller kender nogen der kender vedkommende. Så er det slået fast. 
Det der slog mig efter et par timer – ud over den let hengemte duft der altid strømmer én i møde, når man er den første i længere tid, der åbner døren til en sommerbolig – var det rige udvalg af nipsting og farverige gadgets med og uden funktion.
Hvad er det med sommerhuse og nips-ting eller mindre brugbare redskaber?
Er det sådan at vi står i den lokale 10’er-biks og bliver lidt forelsket i en dims, men egentlig godt ved at den går ikke hjemme i stuen, hvor vi selv ville møde den hver dag. Alligevel siger vi til den der er med ude og ose: “Er den ikke meget sød/fræk/fin/smart ?”
Hånden på hjertet: hvornår har du sidst svaret ærligt på det spørgsmål? Hvor mange gør? Nok ca. ligeså mange som der er mænd, der svarer ærligt på spørgsmålet i overskriften til dette indlæg. Altså NUL, vil jeg tro.
Om nips-tingen mumler den adspurgte vel i bedste tilfælde “Njooo” eller forsøger at simulere pludselig indsættende døvhed.
Og spørgeren kan nok godt se, hvor det bærer hen. Men så er det idéen opstår (hos den der er mest betaget af tingen):
“Den kunne jo faktisk være ret sød/smart/praktisk i SOMMERHUSET…” – og dér står den så nu… eller de!
Er det nu også en god beslutning? Skulle vi ikke bare lade tingen stå i butikken når nu vi ikke rigtig kan beslutte os på egen hånd? (OG lade bukserne/kjolen hænge i skabet, for den sags skyld)
