Hele 2 overraskelser!

Giro d’Italia 2012 – dag 1 – bød på hele to overraskelser.

Den første fik jeg i morges da jeg – på opfordring fra Maibritt (tak) – gik en tur i skoven, der starter lige hvor indkørslen til det hus jeg bor i ved Thorsø også begynder.

På en pæl ved stiens start sidder en QR kode, som jeg scannede, nysgerrig som jeg er. Troede jeg måske ville modtage forslag om en særlig køn, rar eller anstrengende gåtur. Men i stedet fik jeg et link der fortæller, at jeg bor for foden af en skihopbakke! En arkitekttegnet skihopbakke fra 1940’erne. Og her gik jeg og troede at skibakken i Hedeland, tæt på hvor jeg bor, var det første arkitekttegnede skiareal i Danmark!

Næ, næ, du! I 1946 blev den første skihopkonkurrence afholdt her og nordmanden Skjaggestad vandt med et hop på 26,5 meter fra Duedal Bjerg. Nu overvejer jeg så at strege det besøg på Himmelbjerget, som jeg besluttede mig for på vej herover. Jeg har jo allerede været højt til vejrs, så.

dsc_5379

Dagens 2. overraskelse var stemningen i Herning i dag. Allerede da jeg parkerede den lille Brune Bisse (ca. 3 km fra start, derfor glad for valg af løbesko 🙂 ) kunne jeg mærke den gode stemning. Solen skinnede, det var køligt pga. blæst, men alligevel var humøret højt hos folk i gåsegang på vej fra nær og fjern mod bymidten. Efter lidt lokal stedhjælp til kortlæsning ramte jeg et vilkårligt sted på ruten, og rytterne var så småt begyndt at varme op ved at køre ruten igennem. Det var tydeligt at hjemmeværnsfolkene havde lært af uheldet med en rytter dagen i forvejen under træningen. De havde travlt med at vejlede og stoppe folk, der hvor jeg stillede mig til at starte med.

På vej ned mod startområdet i Møllegade, stoppede jeg kort ved en hyggelig kirkeplads i et sving. En fortalte mig, da jeg havde taget et godt foto af Cavendish i svinget, at det var ærgerligt jeg ikke var kommet før. For sidst han kørte forbi var hans pulsur røget af cyklen og han havde benyttet pausen til at småsludre med publikum og stille op til portrætter.

På min anden side stod en mindre gruppe venner. Mænd i deres bedste alder. Den ene af dem tog ét efter ét og ret diskret sine lyserøde udstyrsstykker på. Fra standard-pakken indkøbt i en af de mange officielle Giro d’Italia-boder. Det var tydeligt at det var en overvindelse. Alle disse pink ting: t-shirt, cap, bandana. Da det hele var på og den lille rygsæk hang på plads, så han alvorligt på mig og sagde, ”ja, det er jo ikke noget jeg plejer, sådan” 🙂 Ærgrer mig over jeg ikke fik taget et billede af ham.

dsc_5536

Da jeg nåede Møllegade krydsede jeg ruten ca. 70 meter fra rampen hvorfra rytterne skulle starte efter tilladelse fra to hjemmeværnsfolk. På den anden side stillede jeg mig pænt bag afspærringen for at fotografere. Men som den søde hjemmeværnspige sagde ”hvis du nu stiller dig der foran, kan du bedre komme til” Og det havde hun da fuldstændig ret i!

dsc_5671

Her stod jeg så i 4 timer i selskab med 3 effektive italienske officials der tilsyneladende havde kommandoen over trafikken med følgebiler, fodgængere, hjemmeværnsfolk, kamera-motorcykler og de danske politimotorcykler, der blev sendt i forvejen før hver rytter.

dsc_5639

Det var godt at se hvor fint samarbejdet fungerede mellem dem og de danske hjemmeværnsfolk. Selvom italienerne talte meget begrænset engelsk, tror jeg ikke de mange hjemmeværnsfolk før har fået så klare og enslydende ordrer til et arrangement. Der var ikke noget at være i tvivl om, ”vi gør sådan og sådan, nu eller om lidt”, og hvis ordene slap op, blev der kommunikeret med bestemte, venlige blikke og fagter. Selvom der kom en anden italiener, var ordrerne og stilen den samme. Ro og orden, og dermed ikke en eneste farlig situation. Professionelle folk, de der italienere. Og alt i en god stemning.

Efter et kort stykke tid, havde de også fundet ud af ikke at stille sig lige foran mit kamera. Endda uden at jeg behøvede at sige noget 🙂

Så jeg havde det som blommen i et æg, på trods af at motorcykler og servicevogne fløj forbi mig med 50 cm afstand – 1 per minut. Før og efter hver af dagens 198 hovedpersoner: rytterne.

dsc_5597

Det blev til en hel del billeder. Som jeg må se på i morgen.

Eneste problem ved min placering var at jeg ikke turde røre mig ud af pletten, af frygt for ikke at blive lukket ind igen. 4 timer uden vådt eller tørt er lidt hårdt. Og mine arme og skuldre var kolde og døde og fingrene stive da den sidste rytter kørte fra rampen. Alle ekstremiteter vågnede først rigtigt samtidig med at min pastaret blev serveret en halv time senere på den nærmeste cafe. Stikkende arme og stive ben.

dsc_5881

Desværre blev det jo ikke til en dansk etapesejr. Men en dansk 3. plads (Alex Rasmussen) er vel også ok. Det er jo ingen skam at tabe til nogen der kører hurtigt 🙂

Og så tror jeg det er gået op for os i Herning at Giro d´Italia er noget særligt, som nok ikke sker i lille Danmark igen lige med det samme. Så hvem ved i morgen bliver stemningen måske helt hysterisk 😉

– og kan jeg låne et par friske arme, tak ?